Tilbage i 2015 annoncerede Blizzard, at de havde gjort sig tanker om, at stoppe med at rapportere det præcise antal aktive abonnenter, de har i World of Warcraft. I stedet har de siden da valgt blot at udgive en række rapporter, hvor det i stedet fremgår hvor mange penge, de tjener på spillet. Meget tyder dog på, at dette skifte ikke har været helt uden grund.
Det er angiveligt noget, der skulle skyldes, at antallet af abonnenter er markant lavere end, hvad mange havde antaget. I følge Statista lyder tallet på omkring fem millioner, men der er opstået rygter om, hvorvidt der er hold i disse tal. Det er rygter, der igen er blevet pustet yderligere til efter en rapport fra Weak Auras er blevet offentliggjort.
Weak Auras (der i øvrigt er et yderst populært add-on til spillet) har offentliggjort en rapport, hvori de belyser, at den seneste opdatering af Blizzards API afslører det præcise antal af aktive abonnenter, som spillet har. Den pågældende API-data viser nogle helt andre tal end de tal, der fremgår hos Statista, hvilket naturligvis har sået megen tvivl.
Mere specifikt, så er der tale om API-data, der viser, at antallet af aktive abonnenter lød på cirka 3,2 millioner, da Blizzard lancerede World of Warcraft: Battle for Azeroth tilbage i august i år. Siden dengang er det dog gået ned ad bakken, hvilket har resulteret i, at det nu lyder på blot 1,7 millioner. Det er markant lavere end tallet hos Statista.
Du bør dog tage dette med et gran salt. Det er nemlig ikke muligt at verificere den data, som Weak Auras angiveligt skulle have fået fingrene i.